Kolding Bryllupsfotograf | Specialiseret fotograf til bryllup
Bryllupsfotograf i hele Danmark
Home »

Bryllupsfotograf Kolding

Detaljebilleder som disse er vigtige. Sammen med bryllupsportrætterne og øjebliksbillederne – dem, vi også kunne kalde reportagefotografierne - hører detaljebilledet til treenigheden af billedtyper som enhver bryllupsfotograf i Kolding bør mestre. Detaljebilledet har ofte en mere anonym karakter end de andre typer. Ofte ses intet ansigt på billedet, og afslører derfor ikke meget om, hvilket bryllup vi netop er igang med.

Fra bryllupsfotografens standpunkt er detaljebillederne en kærkommen lejlighed til at arbejde indgående med lys, komposition og perspektiv uden at skulle tage hensyn til ansigtsudtryk og mellemmenneskelige relationer. Ved detaljebilleder kan jeg (for det meste uforstyrret) arrangere mit stillleben, så det får det bedst mulige udtryk.

Her er vi til bryllup i Kolding hos Simone og David. Simones mor er igang med at hjælpe datteren i kjolen i gommens hjem. Kjolen (fra Lilly) sidder perfekt og Simone er vendt mod lyset, og overgangen mellem lys og skygge på armen er udtalt og skarp. I efterbehandlingen har jeg tilføjet en mild glow effekt der sammen med sort-hvidkonverteringen leder tankerne hen mod film-noirgenren og Hollywood i 40’erne og 50’erne.

Jeg er uddannet i film – og TV-videnskab ved Aarhus Universitet, og ikke sjældent bruger jeg film som inspiration til mine billeder. Ikke nødvendigvis således at bryllupsbillederne kommer til at ligne scener fra film, men jeg finder inspiration i lyssætning og billedkomposition hos nogle af de bedste filmfotografer derude. En film som Iñárritus ”The revenant” (fotograferet af den virtuose Lubezki) har styrket min kærlighed til og fascination af vidvinklen, der går tæt på. Ligesådan har Matthew Weiners serie ”Mad Men” genoplivet fascination af klassisk 3-punktsbelysning og er generelt set en stilistisk inspiration.

Også semi-danske (han har vist boet her i mange år) filmfotograf Anthony Dod Mantle, fortjener at blive nævnt. Fra Vinterberg og Triers film til ”Slumdog Millionaire” og den sublimt fotograferede ”Rush” er han en stadig reminder om at gå ”the extra mile”. Intet skud er for besværligt, når det gælder om at finde det helt rigtige udtryk. Vi må som fotografer ikke blive dovne og bekvemme.

Location: Kolding,Danmark.