Fotograf Bryllup Aalborg
Bryllupsfotograf Danmark Jacob Kjoeller Andersen
»
Bryllup

Fotograf til bryllup Aalborg

Jeg overvejer løbende om der er for mange billeder på min galleriside for bryllupper. Et eller andet sted synes jeg 40-50 af de bedste billeder ville være nok, men på den anden side vil jeg bare så gerne vise omfanget og variationen i min produktion. Jeg vil gerne vise, at jeg både kan tage detaljebilleder, parbilleder, reportagefotos og alt det, der ligger ind imellem. Jeg har derfor besluttet – indtil jeg beslutter noget andet - at føje billeder til galleriet, så længe jeg synes de fortæller noget nyt, og ikke bare er en gentagelse af tidligere billeder. Med mere en 20 bryllupper om året er det klart, at ikke alle billeder er unikke. Jeg sletter også gerne billeder fra galleriet, når der kommer et nyt der fortæller historien bedre, eller når jeg synes et billede ikke længere lever op til mine krav om kvalitet og udtryk. Der skal ikke mere end ét billede under standard til, at hele galleriet bliver trukket i den forkerte retning.

Dette billede er med i galleriet fordi jeg synes det har noget hverdagsagtigt over sig, som jeg rigtigt godt kan lide, og som fortæller en lidt anderledes historie end mange af de andre billeder. Billedet er taget hjemme i stuen hos Trine og Jakob et par øjeblikke før Trine trækker i kjolen (fra Luxus). Jeg synes der er flere ting, der fungerer i billedet. Dels er der en god kontrast mellem det højttidelige og eventyragtige ved brudekjolen og hjemmet, med TV, legetøj og Ikealampe, og dels siger Trines respektfulde blik på en detalje ved kjolen meget om, hvad der er på spil denne dag.
Den stille anspændthed og kontrasten er med til at gøre dette billede galleriværdigt.

Det er øjeblikke som disse, der gør, at jeg anbefaler at brudepar lader mig fotografere fra formiddagens forberedelser. Jeg tror på, at den ekstra investering i fotografi er godt givet ud.

Location: Aalborg, Danmark.

1/250; f/3.2; ISO 100; 35.0 mm.